Symbolikken bag sangen Højt Fra Træets Grønne Top

blog

Written by:

Højt Fra Træets Grønne Top er en af de mest klassiske og højtelskede julesange. Det er en sang, som de fleste kender, og som næsten alle synger i løbet af julen eller til juleaften. Idet man jo danser om juletræet, så er det en oplagt sang at synge i netop denne situation. Men fordi det samtidig er en julesang, som vi kender så godt, så er der faktisk mange, som slet ikke tænker over den tekst, som de synger. Og det er ærgerligt, for teksten til Højt Fra Træets Grønne Top kan lære os meget om historien og traditionerne bag julen.

Sangen handler om en familie, som fejrer jul og hylder juletræet. På mange måder ligesom de mange danske familier, som hvert år fejrer jul på nogenlunde samme måde. Men samtidig vidner sangen også om en svunden tid, hvor de ting man gjorde på juleaften på én måde mindede meget om det vi gør i dag, og på samme tid var helt forskellige. Det kan man høre, hvis man lytter til og tænker over teksten. Den indeholder nemlig nogle sjove udtryk, som man bør bide særligt mærke i.

Først skal træet vises, siden skal det spises

Lige præcis denne linje er sjov at tage fat på. For hvad betyder det dog, at træet skal spises? Betyder det, at man i gamle dage plukkede grenene af træet, og spiste dem rå? Det er svært at forestille sig, især fordi enhver, som har prøvet at smage på et stykke gran, ved hvor besk og bittert det er. Men nej, det er heller ikke det, som den gamle sang refererer til. Det er derimod en næsten svunden tradition, som man dyrkede meget på den tid, hvor sangen blev skrevet.

Før i tiden var næsten al pynten på træet nemlig af den spiselige slags. For eksempel hængte man typisk æbler på grenene, og man fyldte kræmmerhuse op med rosiner og andre godter, inden man også hængte disse på. I nogle hjem lavede man også fint udformede småkager, som man lavede hul igennem og stak på snor. Og det er faktisk sjovt, hvordan disse traditioner for spiseligt pynt har udviklet sig til moderne julepynt, som vi kender i dag. For eksempel er æblerne blevet til julekugler, og de praktiske kræmmerhuse er nu ofte tomme, men til gengæld meget smukt og detaljeret udført, så de bliver pynt i deres egen ret.

Moder er i køkkenet

Denne linje i sangen er sjov, fordi den på en måde er forældet og på en måde stadig holder stik. I gamle dage var der ingen tvivl om, at det var kvinden, som skulle stå for al maden og alle lækkerierne til juledagen. Der stod hun ofte helt alene, og svingede skeen over gryderne. I dag er julemiddagen i langt de fleste tilfælde en gruppepræstation, hvor alle hjælper hinanden. Alligevel er det nok sådan i mange hjem, at kvinden alligevel ender med det overordnede ansvar. Så her kan de gamle linjer faktisk siges at holde stik.

 

Comments are closed.